søndag den 27. december 2015

Video fra Telemarkfestivalen

Da jeg var i Hemsedal, før jul, blev der optaget lidt gopro. Det har jeg sat sammen til et lille edit. Der er på ingen måde tale om et super Red Bull edit, men det viser frem for alt de gode forhold og hvor ringe jeg er på telemarkski. Jeg har lavet klippet med mig, med lidt zoom og i slow, så dem der går op i fejlretning og den slags, bedre kan boltre sig. For mig handler det også om fejlretning, men allermest om at have det sjovt. Det havde jeg og det havde dem der kiggede på også:)

Telemark from Morten Agersnap on Vimeo.

mandag den 14. december 2015

Festlige dage i Hemsedal.

Så er vi hjemme igen efter 6 forrygende dage i Norge. Telemarkere er fantastiske mennesker, der selv om de har både løs hæl og også en skrue løs lørdag aften, faktisk er nemme at holde ud.
Selve festivalen løber fra onsdag aften til søndag og giver god mulighed for 4-5 dage på ski. Man bliver indlogeret i 12-mandshytter og der er fælles husholdning. I vores hytte var der overflod af mad og godt humør og der blev dannet nye gode venskaber af den slags, man oplever i skimiljøet, hvor man i skiløbet, har et fælles samlingspunkt som slår alt andet.
Selvom vi havde et par dage mere end de andre, føltes det slet ikke som nok. Både lørdag og søndag blev fantastiske skidage, hvor hvert et minut blev brugt effektivt på de lækre pister i den frostklare luft og heldigvis, var det jo kun den første af mange ture i en ny sæson, som helt sikkert bliver en uforglemmelig en af slagsen.
Søndag eftermiddag kørte vi, i Rolfs langtrækkende Skoda, retur mod Oslo og Stena Saga. Rolf var ham, som i første omgang inviterede mig med til festivalen og det var også ham som transporterede mig sikkert frem og tilbage. Tak for det og på gensyn.

Anders og Casper fra "min" hytte 33, giver gas.

The Chauffeur


fredag den 11. december 2015

Pudder i Hemsedal

POOOOOW... Næsten 20 dejlige cm. nysne fra morgenstunden. Oven i købet var det føget sammen, så man kunne finde lommer og hang (som på billedet) hvor der lå 60-70 cm.
Fik flere gange first tracks, selvom jeg kæmper med 570 telemarkere og en masse svenskere. Rigtigt dyb sne var der i lille Matterhorn, hvor dagens sidste puddersving blev slået, inden afterski på Skarsnuten. Sæsonens suverænt bedste dag, so far.


onsdag den 9. december 2015

Sæsonen er skudt igang.

Sammen med Rolf Duedahl, er jeg på vej til Hemsedal, for at deltage i Telemarkfestivalen. Vi ankom med færgen kl. 7.30 til Oslo og skulle finde på noget at fordrive tiden med.
En sms: ”er du hjemme?” blev skudt af til Christoffer Hove. Christoffer en god ven, som har egen lift, snowpark, to pistemaskiner og en helt masse andre seje maskiner.
”Jep. Men vi har kun nogle rails og den lille lift i gang”. Kl. 9.30 efter kaffe og chokoladeboller på Statoil, rullede vi ind på parkeringspladsen nedenfor Ringkollen Parken.
Christoffer bød på kaffe og hygge i den lille varmestue og fortalte om vinterens mange planer og events på bakken. Jeg kender ikke andre, som har så positivt et sind og så mange fede visioner og som bare lever det hele ud.
Efter kaffen fandt vi skiene frem og kørte lidt i den lille park, sammen med Hoves to ansatte, Morten og Martin, på henholdsvis twin tip og board.
Det var super, at få gang i benene i gode rammer, så vi er klar til Hemsedal resten af ugen. Dagens absolutte højdepunkt var, da Christoffer fandt et par ski i lifthuset og joinede. Med titel som Danmarks mr. Snowboard, var det lidt sensationelt, at se ham tonse rundt på ski. Støvlerne var godt nok alt for store, men til gengæld var skiene alt for korte, så det passede alt i alt godt nok.

Vejret ydede ikke Ringkollen retfærdighed, men det er utroligt hvad en lille lift, en klat sne og godt selskab kan gøre. Det var den helt rigtige måde at starte en ny sæson på.




















onsdag den 2. december 2015

Ny sæson, nyt grej og ny hjemmeside.

På mandag sker det. Sammen med Rolf Duedahl tager jeg til Hemsedal, for at hænge ud med den samlede danske telemarkelite og bredde. Det kunne være fedt, at stable et nyt telemark DM på benene og måske puste lidt liv i deres instruktørkursus!? Selv om jeg nok vælger at holde hælen fast plantet i markerbindingen, bliver det sikkert fedt og inspirerende.
Allerede for 14 dage siden, tog jeg dog hul på sæsonen, mentalt. Der fik jeg en stor kasse fra verdens bedste tøjpusher, Kurt Andreassen, fra Peak Performance. Igen i år synes jeg Heli Gravity-sættet er federe end ever. mellemlag, baselayer, t-shirts og huer, var der også med i kassen. Lille-juleaften har fået ny betydning - på den fede måde. Det blev også til et besøg hos Skizma, så inden længe kommer der også nye Dalbellos på fødderne og nogle lækre Völkl-plader at shredde på - som man siger.
Forventningens glæde fik også sat gang i mit hjemmesideprojekt. Jeg har længe leget med tanken om at forevige mine mange artikler på en side, så de ikke kun bliver mølædt eller brugt til optænding rundt om i landet. Der er efterhånden meget indhold at lægge op, så det bliver en fed side. Følg med og se eller gense, de mange historier og fede billeder, her:

steep.dk

Som lidt inspiration, kommer der lige lidt af de seje billeder fra nogle af artiklerne her:

Fonna. Foto: Troels Iversen

Presena. Foto: Nikolaj Jungersen


Martin Schøber i Kagura. Foto: Klaus Elmer

Planerne for den nye sæson, er også ved at tage form. Det kan (igen) blive en rigtig fed en af slagsen, hvor der forhåbentlig kommer masser af pudder under skispidserne.
Der bliver i hvert fald masser af spændende ting at blogge om, så følg med her på bloggen.
Med håb om masser pudder til jer alle...



torsdag den 19. februar 2015

De sidste dage... Pudder og Tokyo.


Verdens bedste far/søn-tur er slut for denne gang.
Siden sidste opdatering, fik vi endnu en storm ind… den største i denne omgang. Den gav rigeligt til to fantastiske pudderdage. Den første blev tilbragt i Sekionsen, som er mit favoritsted! 2 gamle lifte, en base på 560cm, 60 cm nysne og ingen regler… Keep it simple!
Vi var derovre med LA Crew og havde en fantastisk dag.
Sidste skidag blev brugt i Akakura i bundløst pudder. Der var næsten for meget. Nede i bunden af bowls’ne skulle vi kæmpe noget for at komme frem og på den sidste tur, måtte vi hjælpe en snowboarder, som var kørt fast! Han var ved at ringe efter hjælp da vi fandt ham. Vi gravede ham fri og lagde et spor ud, han kunne følge. Dagens mænd i skysovs og en god måde at slutte skieventyret på.
Mandag morgen tog vi toget til Tokyo. Vi opmagasinerede vores baggage på stationen og gik på sightseeing i Verdens største by. Vi så kejserpaladset og gik en tur gennem Ginza, som er den mondæne del af byen. På trods af de mange mærkevareforretninger spiste vi os mætte i sushi, til frokost for 100kr pr. mand!
Om aftenen tog vi ud til Sky Court Hotel ved Narita lufthavn, hvor vi fik et dobbeltværelse med morgenmad for 326kr (inklusiv shuttle til og fra lufthavnen!). Det betød at vi kunne tage den med ro om morgenen, checke tidligt ind, slutte af med en sushi og lidt gavekøb i lufthavnen, inden afrejse.

Efter 19 timers rejse, var vi endelig tilbage i Silkeborg hos pigerne og hunden. De virkede glade for at se os (i hvert fald hunden) og vi må nok erkende at det heller ikke var dårligt at komme hjem til dem, selvom det havde været et fantastisk eventyr, som vi gerne kaster os ud i igen.

Seki

Seki

Pudderdrop
Kejserpaladset

Bonsai-scrabers.


Ginza-sushi
Også lige vores skifilm fra Japan:


Japan 2015 from Morten Agersnap on Vimeo.

... og vores "monkey edit".


Japan 2015 monkey edit from Morten Agersnap on Vimeo.

tirsdag den 10. februar 2015

Bedste dag!

Så er The LA Crew, aka. Lars Anton og hans kammersjukker fra dagene i Ikast og omegn, kommet.
Det har været fedt at have nogle at køre med, især for Asbjørn, som flytter sig markant mere, når han ikke ”kun” skal imponere sin gamle far.
Det har sneet voldsomt på os de sidste dage. I går var det lette stads så fluffy, at man på de mest populære sider, kunne mærke bunden igennem, men med snefaldet over natten, har det været bundløst i dag! På bagsiden var det helt vanvittigt, så god sneen var.
Her til eftermiddag var landingerne på nogle af de gode drops også blevet fyldt godt op. Så sammen med Nikolaj, som arbejder i en skishop, her i Akakura kørte vi rundt og droppede og udså os drops, til de kommende dage.

Der er basis for endnu flere bedste dage.
Fars dreng giver gas.

Mer gas.

Pow.

Powpow

søndag den 8. februar 2015

Sneaber og mere pudder

En ting er at blive dumpet… en hel anden ting er at blive dumpet på.
Det dumpede massivt da vi satte os ved morgenbordet kl. 7.30 fredag og det blev ved det meste af dagen. Asbjørn er blevet afhængig af pudder. Han var helt vil og gav den god gas. Han kommer virkelig efter det. Det er også fedt, pludselig at opleve, at man kan vende spidserne lige nedad, selvom det er stejlt. Det tykke snelag bremser i sig selv og for hvert sving, får man et skud sne i hovedet. Så dagen blev brugt på, at køre pudder og droppe pillows. Alt i alt fedt på sådan en fredag.

Lørdag var det solskin og vi fandt stadig masser god sne. Eneste minus var menneskemængden! Vi var ellers ved liften et kvarter før den åbnede, men havnede alligevel i en massiv kø.
Det viste sig at være en fordel, at tunnelen på bagsiden er lukket. Det betyder nemlig at Tokyos weekend warriors holder sig på forsiden.

I dag, søndag blev brugt på sight seeing. Vi tog morgentoget 9.12 til Nagano og videre herfra, med bus, mod Shiga Kogen. Målet var Abeparken, hvor de verdensberømte sneaber holder til, for at holde varmen i de varme kilder som springer ud her. Stor oplevelse for os begge. Bagefter tog vi retur til Nagano og så Zenkoji templet, som er Japans største! Vi sluttede af med sashimi, sushi og den møreste bøf, jeg nogensinde har fået, på en restaurant jeg også besøgte sidste år.

Her til aften er det begyndt at dumpe igen… i morgen bliver også en god dag.

Powe formidable:)

Asbjørn mellem træerne.

Alle kan have behov for fodpleje.

Vagt foran Zenkoji-templet.

torsdag den 5. februar 2015

De første dage.

Akakura Kanko Resort:
120cm snowfall in the last 7 days
70cm snowfall in February 2015
1156cm snowfall since the beginning of the season

Og i aften kommer den næste storm ind. Det har ellers været et par gode dage, med sol, tracked powder og flere steder med små linjer som ingen har kørt.
Asbjørn er kommet godt i gang og er ved at finde teknikken og udstyret. Han har været lidt usikker på det stejle med spor. Men når der er pudder og/eller hældningen ikke er for vild, blæser han på… Det er næsten bedre at se hans glæde, end selv at køre!
Turen herover var lang (28 timer) så vi var pænt baldrede da vi endelig sjoskede op ad trappen til Hotel Windsor. Lidt panik blev der også på vejen… Det viste sig at banken er så venlig at lukke ens kort for brug i udlandet og at man derfor skal på netbank, for at aktivere dem. Det var ikke så indlysende for mig, eftersom det var de selvsamme kort jeg brugte her sidste år. Men det fandt jeg så ud af på den hårde måde, i Narita lufthavn, kl 3 dansk tid og efter 22 timers rejse. Der var lige pludselig ikke energi, til at svare på, ellers udmærkede spørgsmål, som: ”Far. Hvorfor, har de mundbind på alle sammen?” Heldigvis har de opfundet gratis internet i Narita, så problemet blev løst og vi blev kun en time forsinket.
Vel fremme blev man endnu engang forundret over snemasserne. Det er vildt at det kan lade sig gøre, at have en normal hverdag, når man i gennemsnit skal rydde tyve centimer sne om dagen!
De massive snemængder har også sat sit præg på terrænet. De lavinehegn, vi hoppede på sidste år er væk og den øverste lift i Sekionsen kører ikke fordi den tilsyneladende er blevet ramt af en lavine. Omvendt har det også givet mulighed for at køre nogle steder, hvor der normalt står buske og træer, men som nu er begravedeJ Uheldigvis, har sneen også fået bugt med tunnelen på bagsiden af bjerget. Det betyder, at man skal hike op på kammen, når man har kørt nogle af de fede linjer deromme. Det er ikke fordi det er specielt krævende, men når man er femten år og har været vandt til, at ens far slæber alt udstyret, så virker det ret uoverkommeligt. Et par ture, er den unge mand dog blevet lokket med på.
Vi har i øvrigt spottet en rigtig fed side. Nordvendt, 6-700 højdemeter, med meget spredt birketræsbevoksning og 30-35 graders hældning. Den er muligvis lidt stejlere i toppen. I hvert fald er der et par rækker lavinehegn. Den kommer der sikkert flere detaljer om en af dageneJ
Udstyret spiller. Prizm-linsen fra Oakley er sindssyg! Lige bortset fra røntgen, kan man se alt. Völkl Three er også for vild. Jeg var lidt spændt på om 135mm talje og en svingradius på mere end 50 meter, var lidt for voldsomt. Men den store rocker gør den let kørt og er der bare lidt pudder under, kører den som en drøm. Havde dog lige et uheld med den på pisten ned i dag. Med den bredde har den en tendens til at fange med inderskien, hvilket resulterede i et styrt med fuld pede. Asbjørn påstår min ene ski røg ti meter op i luften og at jeg skulle være glad for at jeg kurede 50. Ellers var jeg blevet offer for en Völkl Three fra himlen.

Pudderlommer hist og her på nordsiderne.

Vi skindede om eftermiddagen. Resultatet ses herunder:





Flere pudderlommer.

lørdag den 31. januar 2015

Japan 2015 - Forberedelse.

Så bliver bloggen genoplivet igen. Endnu en gang er anledningen en tur til Japan. Denne gang med min yndlings-freeride-makker (beklager alle i andre gode mennesker), Asbjørn Agersnap. Asbjørn er 15 år og det er hans første tur til Japan. Han glæder sig helt vildt, men sikkert ikke så meget som mig! Jeg ved jo hvad der er i vente
Forventningerne ser da også ud til at blive indfriet. Japan og især Myoko-området har fået en fantastisk sæsonstart og der snakkes om rekordsnefald. Med næsten 11 meter i Akakura (nede i byen!) siden 6. december kan der være noget om snakken. Vejrudsigten ser også lovende ud. Vi har base i Akakura de første 10 dage og ved ikke helt, hvad vi slutter af med endnu.
 Asbjørn skriver også blog fra turen og det kan sikkert være sjovt at se hvordan han oplever ”solens rige”. Den hedder naturligvis lillesnapsen og kan findes her: lillesnapsen.blogspot.com

 Den sidste uge har vi brugt lidt tid på at samle udstyr sammen. Selvom jeg er meget mod product placement, vil jeg lave en gennemgang af det fede gear:

 På skifronten er jeg gået all in. Jeg har fået monteret en Völkl Three 186 med en Marker Duke EPF 16. Skien har en taljering på 150-135-140 og er en rigtig Japow-ski. Duke-bindingerne har en skala til 16, så de bliver siddende selv under pres. Derudover har de gåfunktion, så vi kan komme op til pudderet på toppen. De bredeste G3 skind var næsten brede nok.
Jeg har også fået nye goggles, eller goggler som man siger. Oakley Crowbar med den nye Prizm Rose-linse. Den kan alt, bortset fra at punktsvejse under vand. Glæder mig meget til at prøve den. Derudover har jeg Peak Performance Heli Gravity på kroppen, Dalbello Kr2 PRO ID på fusserne, Sweet Trooper på hovedet og Hestraluffer på hænderne som det perfekte setup.
Jeg har en Völkl One 186 med som reserveski. Det er i øvrigt også sådan en Asbjørn kører på, i 166. Med 115 mm. under fødderne, må det være rigeligt til hans beskedne vægt.